Vadehavskysten

Ribe Østersfestival vokser: To dage med smag og oplevelser fra Vadehavet

Når Ribe Østersfestival vender tilbage d. 12.-13. marts 2027, bliver det som en 2-dages festival.

Ribe Østersfestival
Foto: Thomas Rytter, Storytellers.dk

17-08-2026

Når Ribe Østersfestival afholdes d. 12.-13. marts 2027 bliver fredagen dedikeret til skoleelever, mens lørdagen byder på østers, madmarked, workshops og festivalstemning for både lokale og besøgende.

Østers, natur og gode smagsoplevelser fra Vadehavet indtager igen Ribe, når Ribe Østersfestival endnu en gang kan opleves. I 2027 bliver festivalen udvidet med en ekstra dag, så der bliver endnu mere tid til at gå på opdagelse i Vadehavets natur og råvarer.

400 skoleelever skyder festivalen i gang

Fredag bliver en helt ny festivaldag målrettet skoleelever fra Esbjerg Kommune. Allerede nu er 400 elever fra skoler tilmeldt.

Gennem aktiviteter og levende formidling kommer eleverne tættere på Vadehavet og bliver klogere på blandt andet østers og det særlige landskab, der omgiver Ribe.

Vadehavet er en helt særlig del af vores område, og Ribe Østersfestival er en oplagt mulighed for at gøre naturen nærværende og spændende for en ny generation.

Lørdag er der festival for alle

Lørdag fortsætter Ribe Østersfestival med en dag fyldt med aktiviteter, smagsoplevelser og underholdning.

Her kan gæsterne blandt andet besøge østersværkstedet og madmarkedet eller deltage i talks og workshops. På programmet er også VM i champagnesabling, hvor deltagerne dyster i kunsten at åbne champagneflasker med sabel.

Både fredag og lørdag afsluttes med særlige østersmiddage, hvor råvarer fra Vadehavet spiller hovedrollen.

Kom helt tæt på Vadehavet

Festivaloplevelserne begrænser sig ikke til Ribe. Hen over weekenden bliver det også muligt at tage med på guidede østersture ud i Vadehavet.

Her kan deltagerne opleve landskabet og tidevandet på nærmeste hold og samtidig blive klogere på de østers, der lever i Vadehavet.

Ribe Østersfestival handler om meget mere end østers. Det er en fejring af Vadehavet, de lokale råvarer og det fællesskab, der opstår, når vi samles om gode oplevelser. Med udvidelsen til to dage kan vi både styrke formidlingen til børnene og samtidig skabe en festlig oplevelse for alle.

Ribe Østersfestival finder sted d. 12.-13. marts. Programmet offentliggøres løbende på ribeøstersfestival.dk