Mindre lys. Mere at opleve: DUNKEL indtager Vadehavskysten i efterårsferien
Som en hyldest til mørket inviterer DUNKEL fra d. 9.-18. oktober 2026 til anderledes oplevelser ved Vadehavskysten, når mørket danner rammen om natur, kunst og kultur.

10.09.2026
Mandø er officiel Dark Sky Park - en certificering, der gives til områder med minimal lysforurening og en særligt klar stjernehimmel.
Som en hyldest til mørket inviterer DUNKEL fra d. 9.-18. oktober 2026 til anderledes oplevelser ved Vadehavskysten, når mørket danner rammen om natur, kunst og kultur.
Event på Mandø er allerede udsolgt, men foredrag kan stadig nås
Lørdag d. 10. oktober sætter DUNKEL fokus på mørkets betydning for mennesker og natur på Mandø.
Arrangementet byder blandt andet på foredrag med naturformidler Morten DD Hansen, Dark Sky-oplevelse og mørkevandring.
Den fulde oplevelsespakke med transport, foredrag, middag og mørkevandring er allerede udsolgt, men der er fortsat ledige pladser til foredraget med Morten DD Hansen.
Her bliver publikum klogere på, hvad der sker med os, og med dyr og planter, når lyset forsvinder, og natten igen får lov til at fylde landskabet.
Oplev Ribe Domkirke i mørket
Fredag d. 16. oktober bliver mørket også en indgang til Ribe Domkirkes historier.
Med en lommelygte i hånden kan børn og voksne gå på opdagelse i den gamle kirke og opleve, hvordan kendte rum og detaljer forandrer sig, når dagslyset forsvinder. Der bliver bl.a. mulighed for at bevæge sig gennem kirkens mørke gange og opleve udsigten over Ribe fra tårnet i skumringen.
Samme dag kan børn opleve ”Nattergalen”, en særlig skyggeteaterforestilling med gratis forestillinger kl. 15:30 og 16:30.
Der er gratis entré til arrangementerne.
Kunsten i mørket på Fanø
På Fanø rykker DUNKEL under jorden.
I Fanø Krogaards kælder præsenterer Fanø Arts & Crafts en sanselig pop up-gruppeudstilling, hvor kunstværkerne vokser frem i mørket.
Intet er helt afsløret på forhånd. Værkerne er stadig undervejs, og det uforudsigelige er en del af oplevelsen. Publikum inviteres derfor ind i en udstilling, hvor mørket ikke blot omgiver kunsten, men bliver en aktiv del af mødet med den.
Der er fernisering mandag d. 12. oktober kl. 15-20, hvor kunstnerne er til stede kl. 18.30-20.00. Udstillingen kan desuden opleves tirsdag d. 13. oktober kl. 11-17.
Refrakto - Et spektakulært møde mellem lyd, lys og rum
I Esbjerg kulminerer mødet mellem mørke og kunst med REFRAKTO, når Den Sorte Skole og det audiovisuelle kunstnerkollektiv Vertigo indtager Musikhuset Esbjerg.
REFRAKTO bevæger sig i grænselandet mellem koncert, installation og performance. Den Sorte Skole arbejder med samples og optagelser fra religiøse og spirituelle musiktraditioner fra hele verden, mens Vertigos lysdesign og visuelle scenografi forvandler koncertsalen til et omsluttende landskab af lys, refleksioner og bevægelse.
Værket undersøger menneskets søgen efter mening, fællesskab og spiritualitet på tværs af kulturer og historiske skel.
Den Sorte Skole og Vertigo har tidligere opført REFRAKTO i kirker og koncertsale internationalt, og DUNKEL giver en sjælden mulighed for at opleve værket i Danmark.
Efterårsferien set i et andet lys
DUNKEL finder sted 9.-18. oktober 2026 og samler en række oplevelser langs Vadehavskysten med én fælles idé: Når lyset forsvinder, bliver der plads til noget andet.
Til stjernerne, stilheden, fortællingerne, kunsten og sanserne.
Mindre lys. Mere at opleve.
DUNKEL
9.-18. oktober 2026 - uge 42
Mørkeoplevelser langs Vadehavskysten
Læs mere og se programmet på vadehavskysten.dk/dunkel





