Vadehavskysten

DUNKEL blev en succes: Kø på gaden og store oplevelser i mørket

DUNKEL blev en succes: Kø på gaden og store oplevelser i mørket.

Ribe Domkirke DUNKEL
Foto: Thomas Rytter, Storytellers.dk

22.10.2026

Kunst med kø foran døren, begejstrede børn i Ribe Domkirke og udsolgte ferielejligheder.
Tilbagemeldingerne efter DUNKEL vidner om en efterårsferie, hvor mørket gav gæsterne noget at komme efter.

Der stod gæster på gaden, allerede inden dørene åbnede til DUNKEL-udstillingen på Fanø Krogaard. I Ribe Domkirke vakte det store orgel så meget nysgerrighed, at et barn spurgte, om man kunne gå til orgel. Og hos Ribe Byferie har der aldrig været så mange gæster i uge 42.
Det er nogle af de historier, der tegner sig efter årets DUNKEL, som fra d. 9.-18. oktober samlede oplevelser med mørket som omdrejningspunkt i Ribe, Esbjerg, på Fanø og Mandø. Programmet bød på blandt andet kunst, fortællinger, naturoplevelser og middage - med plads til både fordybelse og små gys.

Folk stod i kø på gaden, inden vi åbnede, og der har været pakket med gæster begge dage.Lotte Lambæk

DUNKEL på Fanø - Kunst, der fik gæsterne til at stå i kø

På Fanø Krogaard blev DUNKEL-udstillingen et tilløbsstykke. Kunstner Lotte Lambæk fortæller:
DUNKEL-udstillingen på Fanø Krogaard blev en tordnende succes. Folk stod i kø på gaden, inden vi åbnede, og der har været pakket med gæster begge dage.

Tilbagemeldingen fra Fanø er et konkret eksempel på, hvordan lokale kunstnere og værter har givet gæsterne anledning til at gå på opdagelse i efterårsferien.

Jeg vil gerne gå til orgel. Kan man det?

DUNKEL i Ribe Domkirke - Mange knapper og et lille gib

Også for børnene var der noget at opdage. Hos organist Birgitte Ebert i Ribe Domkirke kom begejstringen til udtryk, da børnene fik lov at se det store orgel på nært hold:
Wow, der er mange knapper!

Og for én af de unge gæster blev besøget måske begyndelsen på en ny interesse:
Jeg vil gerne gå til orgel. Kan man det?

Til skyggeteater sad børnene musestille og fulgte fortællingen. Da Døden i skikkelse af et skelet satte sig på den afkræftede kejser, gav det et lille gib i dem. En levende fortæller, skygger og stilhed var nok til at holde opmærksomheden fanget.

Vi har armene helt i vejret. Vi har aldrig haft så mange gæster i uge 42. Vi var udsolgt de fleste dage!Britt Steffensen, Ribe Byferie Resort

Armene i vejret hos Ribe Byferie

Hos Ribe Byferie er begejstringen efter efterårsferien også stor. Britt Steffensen fortæller:
Vi har armene helt i vejret. Vi har aldrig haft så mange gæster i uge 42. Vi var udsolgt de fleste dage!

Udsagnet er en positiv melding fra et af områdets overnatningssteder i en uge med mange oplevelser på programmet.

I Musikhuset Esbjerg oplevede vi et helt særligt møde mellem publikum, lyd og visuel kunst. Forestillingen REFRAKTO kunne mærkes helt ind i hjertekulen.Maria Schmidt, Musikhuset Esbjerg

DUNKEL i Esbjerg - Særligt møde mellem publikum, lyd og visuel kunst

I Musikhuset Esbjerg kunne man opleve et helt særligt møde mellem publikum, lyd og visuel kunst.
Forestillingen REFRAKTO kunne mærkes helt ind i hjertekulen, og det tætte samarbejde med Esbjerg Kunstmuseum og Frederikke Berg fra Syddansk Musikkonservatorium forlængede oplevelsen i foyeren med workshops og lydkunst.

Fra køen på Fanø til børnenes spørgsmål ved orglet i Ribe og lydkunst i Esbjerg viser tilbagemeldingerne, hvad DUNKEL har givet plads til: møder med kunst, kultur og fortællinger, som vakte nysgerrighed og samlede mennesker. Der var god grund til at blive lidt længere. Også efter mørkets frembrud.

En lys idé bag de mørke oplevelser

Bag udviklingen af DUNKEL står Destination Vadehavskysten, som har bidraget med projektmidler til at få initiativet op at stå.
Sammen med lokale aktører har destinationen samlet oplevelser med mørket som fælles omdrejningspunkt og skabt nye grunde til at besøge Vadehavskysten i efterårsferien.