Esbjerg har en bred vifte af tilbud, hvor hele familien kan være med. Her er museer, vandland, legeland, biograf, legepladser og meget mere. Så der er nok at foretage sig, og du er kun en times kørsel fra Legoland og Givskud Zoo.
Tag på vandretur ved Vadehavet. Naturen ved Ribe, Esbjerg og Fanø byder på mange smukke oplevelser. Gå en tur på diget ved Kammerslusen, følg Kongeåen fra Vadehavet ind i landet eller besøg det smukke Marbæk ved Ho Bugt. Eller tag færgen til Fanø og gå Ø-Camino.
Danish Wheelness - Vadehavskysten på cykel er den helt rigtige måde at opleve området på. Store dele af området er nationalpark og UNESCO verdensarv, så det er et helt særligt sted.
Tag hunden med i skoven og nyd et par timer med den firbenede. Flere af hundeskovene er indhegnede hvor din hund kan luftes uden snor, så længe den er under opsyn og kontrol.
Gå på opdagelse i nogle af Esbjergs mange kulturelle bygninger, og få en fornemmelse af et af de vigtigste havneområder i Nordeuropa.
Læs mere
Aktiviteter i det våde element
Er du mere til at dyppe tæerne i vand, eller måske kaste en snøre ud og håbe på bid, så er mulighederne uendelige her i området. 10.000 kvm badesjov og svømmeglæde finder du i Svømmestadion Danmark og under samme tag er det muligt at nyde ægte velvære hos Esbjerg Spa & Wellness.
I Esbjerg Spa & Wellness store spa- og wellnessområde kan du slappe helt af og finde indre ro og balance. En dejlig afstressende oplevelse for alle sanser.
Oplev naturen på en helt speciel måde. En sejltur i kano, kajak eller robåd kan byde på store friluftsoplevelser for hele familien. Når man stille glider gennem vandet, kan man iagttage plante- og dyreliv på nært hold
I læ for Vesterhavets vinde bag halvøen Skallingen ligger Ho Bugt med dejlige børnevenlige strande kun få kilometer fra Esbjerg og med en vidunderlig udsigt til vadehavsøen Fanø. På Fanø finder du en af Danmarks absolut bedste sandstrande hvor der må køres på stranden.
Uanset om du er til åfiskeri eller Put & Take byder området på store oplevelser. Åerne omkring Ribe og Esbjerg kan tilbyde noget af Danmarks bedste fiskevand. Derudover findes smukt beliggende lystfiskersøer tæt ved Ribe og Esbjerg.