Mandø kåret til årets ø
Mandø har vundet titlen som Årets Ø 2026. Med prisen ønsker Landdistrikternes Fællesråd, Friluftsrådet, Danske Destinationer og Sammenslutningen af Danske Småøer at hylde danske ø-samfund for deres engagement, udvikling og stærke fællesskab.
30-04-2026
Mandø kan nu kalde sig Årets Ø 2026. Prisen uddeles hvert år, og hylder danske ø-samfund for deres engagement, udvikling og stærke fællesskab. Med titlen følger en præmie på 50.000 kroner samt en fest for hele øen.
Mandø modtager prisen for sin evne til at forene fællesskab, naturhensyn og udvikling. Øen viser, hvordan et lille samfund med få fastboende kan skabe store resultater gennem samarbejde og lokal handlekraft.
Ifølge formand for Sammenslutningen af Danske Småøer, Kirsten Sydendal, er Mandø et tydeligt eksempel på, hvad der kan lade sig gøre, når vilje og fællesskab går hånd i hånd. Her engagerer både fastboende og fritidsøboere sig aktivt i øens fremtid og omsætter idéer til konkrete resultater.
Også på Mandø selv vækker prisen stor glæde. Formand for Mandø Fællesråd, Claus Christensen, fremhæver det stærke sammenhold:
”På Mandø løfter vi i flok. Her er plads til alle generationer, og vi hjælper hinanden med både hverdag og udvikling. Prisen som Årets Ø er et stort skulderklap til alle, der bidrager til livet på øen.”
Et levende fællesskab
Selvom Mandø kun har 34 fastboende, rækker fællesskabet langt ud over øens faste befolkning. Over 400 medlemmer i Mandø Fællesråd og Mandøforeningen bidrager aktivt til livet på øen, og kalenderen er fyldt med aktiviteter året rundt.
Traditioner som fastelavn, strandrensninger, arbejdsdage, Mandøfest, høstfest og julearrangementer samler øboere og besøgende. Dertil kommer fællesspisninger, sangaftener, gymnastik, walkie banko og et aktivt ungdomsmiljø.
Dommerkomitéen fremhæver især det brede engagement, også blandt de unge, som et særligt kendetegn ved Mandø.
Udvikling med respekt for øen
De seneste år har Mandø gennemført en række udviklingsprojekter i samarbejde med Esbjerg Kommune. Blandt resultaterne er en naturlegeplads, byfornyelse, et nyt velkomsthus, fibernet og et beboerhus opført i traditionel byggestil.
Øen har samtidig styrket sin position som naturoplevelse. I 2024 blev Mandø certificeret som Dark Sky Park, og i 2026 åbnede Mandø Natursamling, som er et nyt formidlingssted med fokus på natur, fugleliv og kulturarv.
Samtidig arbejder øen målrettet med en balanceret turisme, hvor gæster er velkomne, men hvor natur, kultur og dyreliv fortsat er i centrum.
Natur i verdensklasse
Mandø ligger midt i Nationalpark Vadehavet, som er en del af UNESCOs verdensarv. Øen er et af verdens vigtigste områder for trækfugle, og tidevandet sætter dagsordenen for livet på øen. Adgangen sker via Låningsvejen, som kun er farbar ved lavvande.
Netop samspillet mellem naturbeskyttelse og turisme fremhæves som et eksempel til efterfølgelse.
Præmie og fejring
Præmien på 50.000 kroner skal bruges til indretning af det nye beboerhus på Midtvej 7, som skal fungere som samlingspunkt for både øboere og gæster.
Titlen som Årets Ø 2026 skal naturligvis også fejres med en fest for hele øen.






