
Engel & Hein: Et mad-eventyr på Fanø
Det hele begyndte med en drøm om mad, mennesker og nærvær - og om et sted, hvor ro og smag kunne mødes midt i den vestjyske natur. Snart har de været på Fanø et år, og det står klart, at Sille og Andreas Engel Hein har skabt noget helt særligt i hjertet af Nordby.
14.05.2025
Siden åbningen efter sommer sidste år har Engel & Hein taget imod lokale og besøgende med åbne arme, god smag og en varm atmosfære. Det er ikke bare et sted at spise - det er et sted at være.
Fra København til Vadehavet
Sille og Andreas flyttede fra København til Fanø for at udleve deres fælles drøm. Sille har tidligere stået bag Baglokalet på Amager, mens Andreas kommer fra en karriere som pressekonsulent - men altid med en kærlighed til værtskab og det gode måltid.
De har begge i flere år været en del af musikfestivalen Fanø Vesterland som madleverandører backstage, og det var netop øens særlige atmosfære, natur og mennesker, der fik dem til at tage springet.
Da muligheden for at overtage de historiske lokaler efter Rudbecks bød sig, blev drømmen om en restaurant pludselig virkelig. På bare få måneder blev lokalerne forvandlet, så det føltes som deres eget - og det er netop meningen.
Et spisested med sjæl
Maden hos Engel & Hein er personlige fortolkninger, hvor stemning, værtskab og mad går op i en højere enhed.
Maden er smagfuld - lavet med kærlighed og respekt for råvarerne, et overskueligt menukort, hvor hver ret er velovervejet.
Huset danner også gerne ramme om alt fra hverdagens frokost til livets store fester. Der arrangeres desuden ofte arrangementer og koncerter kombineret med mad.
Det handler om mennesker
For Sille og Andreas handler det ikke kun om mad. Det handler om oplevelsen. Om det smil, du mødes med, når du træder ind, duften fra køkkenet og indretningen, der fortæller deres historie.
Og netop det har parret formået at skabe. Engel & Hein er ikke bare et spisested. Det er et sted med sjæl, med højt til loftet og plads til både fordybelse og fest. Et sted, hvor maden smager af noget - og det oser af nærvær.
Snart har Engel & Hein været på Fanø et år, og det er tydeligt, at de har sat sit eget, personlige aftryk på Nordby og på hele Fanø.