Vadehavskysten

Kulturturisme og Kvadratmeter - Den transformative vej mod en stærkere trefoldig bæredygtig bundlinje på Vestkysten

Den transformative vej mod en stærkere trefoldig bæredygtig bundlinje på Vestkysten.

Autocamper Esbjerg
Foto: Cathrine Yde© YDE Media

Formål

Dette projekt skal udfordre måden, vi traditionelt har tænkt turismeudvikling langs Vestkysten. I en tid, hvor turisme er blevet et spørgsmål om identitet og livsstil, er det ikke længere nok at levere enkeltstående produkter. Gæsterne – især de yngre, kultur- og outdoororienterede - efterspørger ikke bare et produkt, men en helhedsoplevelse, hvor overnatning, kultur, mad, natur og menneskelige møder smelter sammen og skaber følelsesmæssig værdi.

De vil ikke blot inspireres - de vil transformeres. Mærke sammenhæng. Mærke stedets sjæl. Og mærke, at det hele er tænkt sammen -- med mennesket i midten.

De tre destinationer VisitNordvestkysten, Destination Vesterhavet og Destination Vadehavskysten ønsker derfor med dette projekt at tage det første store fælles skridt mod nye bæredygtige kyst- og kulturturismetilbud. Et samlet løfte til fremtidens gæst, hvor vibe, værdi og værdier hænger sammen - hele vejen fra det måltid, de spiser, til den seng de sover i, til den fortælling de tager med sig hjem.

Kysten kalder på transformation

Langs Vestkysten mærker vi en ny puls. Gæsterne kommer ikke længere kun for hav, vind og feriestemning - de søger efter mening, forbindelser og steder med sjæl. Samtidig står mange lokalsamfund med tomme bygninger, kultursteder i forfald og ildsjæle, der savner retning og ressourcer. Vi står ved en skillevej - og dette projekt er vores fælles svar.

Vi vil skabe stærke, bæredygtige og helårsaktive tilbud, hvor bygninger bliver til overnatninger, og kultur bliver til fællesskab. Hvor gæsten ikke blot bor, men forbinder sig. Hvor turisme og hverdag ikke støder sammen, men smelter sammen.

Det understøttes af gæstetilfredshedsundersøgelsen (Vestkysten 2024) og fremhæves i den løbende dialog med kommuner, kulturinstitutioner og erhverv. Særligt førstegangsbesøgende og de nye kultur- og outdoorturister efterlyser helhedsoplevelser, hvor overnatning og oplevelse er tænkt som ét - og hvor både mennesket, landskabet og fortællingen går i takt.

Potentialet er tydeligt. Men mange af de initiativer, der spirer, savner stadig en fælles retning, synlighed og synergi. Det er her, dette projekt sætter ind med den fælles vej, de praktiske værktøjer og den koordination, der skal til for at løfte Vestkystens turismetilbud til næste niveau.

Projektet adresserer dette ved at samle to stærke transformative spor:

1. Transformative kvadrameter

2. Transformative kulturturismefællesskaber

De to spor er ikke blot sideløbende - de er vævet ind i hinanden. For at kunne tiltrække de nye kvalitetsbevidste gæster, skal oplevelsen hænge sammen fra start til slut. Gæsten skal kunne bevæge sig gennem en kæde af oplevelser, hvor både kultur, mad, overnatning og natur føles forbundne.

SPOR 1: Transformative kvadratmeter

Langs Vestkysten står funktionstømte bygninger med historier i murværket og uudnyttet potentiale. Med dette projekt vil vi give dem nyt liv - som naturnære overnatningssteder, der løfter både lokalsamfund, turisme og stedets identitet.

Det kan være alt fra nedlagtefiskepakhuse til forladte skolebygninger, ligesom man har set det med Hawkraft i Thy eller med The Krane i Københavns Nordhavn. Steder med sjæl, der venter på nyt indhold og aktivitet.

SPORT 2: Transformative kulturturismefællesskaber

Vi ønsker at transformere eksisterende kulturattraktioner til levende, økonomisk bæredygtige og identitetsskabende samlingspunkter - steder, hvor turister og lokale mødes i ægte fællesskab og fælles nysgerrighed, ligesom man bl.a. er lykkes med det på Louisiana eller hos Halsnæs Bryghus og Gjethuset i Frederiksværk.

Det kan være egnsmuseer, kunsthaller eller frivilligt drevne kulturhuse, som med nye greb og styrket forretningsforståelse udvikler   engagerende oplevelser, der rækker ud over det sædvanlige - og bliver en ny reason to go.

Vi arbejder bl.a. med at skabe nye samarbejder mellem kultur og erhverv - og udvikler modeller, hvor publikumsinvolvering, indtægtsgenerering og lokal relevans går hånd i hånd.
Det handler ikke kun om at løfte én attraktion, men om at skabe en stærkere kulturøkonomi, hvor de små steder får nye roller, som pejlemærker for fællesskab, identitet og bæredygtig udvikling.

DKNT sikrer, at de stærkeste formater og resultater bliver delt og skaleret - og dermed løfter kulturturismen som helhed.

Statsstøtte:

Vi vurderer, at enkelte projektaktiviteter potentielt indebærer statsstøtte, især i tilfælde hvor private eller kommercielle aktører opnår økonomisk fordel gennem fx kompetenceudvikling, rådgivning eller produktmodning.

Konkret kan det omfatte:

  • Deltagelse i kompetenceforløb med fokus på forretningsudvikling og partnerskaber
    • Modtagelse af rådgivning og facilitering i udvikling af nye koncepter med turismepotentiale
    • Indgåelse i testforløb, hvor deltagere afprøver oplevelsesformater med henblik på senere implementering

I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at projektet ikke yder direkte investeringstilskud eller driftsstøtte. Støtten ydes udelukkende som kapacitetsopbygning og udviklingsassistance, og vi sikrer, at aktiviteter falder inden for rammerne af de minimis-forordningen, hvor relevant. Alle støttemodtagere registreres og dokumenteres iht. gældende EU-statsstøtteregler.

Projektets startdato 01-01-2026

Projektets slutdato 31-12-2027

Projektets partnere er:

Destination Vadehavskysten

Destination Vesterhavet

Destination Nordvestkysten

Dansk Kyst- og Naturturisme

VisitDenmark

Projektet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse med knap 5,5 mio. kr.