Marbæk, Esbjerg

En grønnere profil for en grønnere destination

Foto: Vadehavskysten

Turisme og bæredygtighed er ord, der ofte ikke forbindes. Det ønsker Destination Vadehavskysten at ændre på.

Destinationen arbejder på forskellige tiltag, der fremmer den bæredygtige agenda.

Man har i årevis arbejdet på at forlænge sæsonerne, så gæsterne fordeles over tid i området og man undgår masseturisme. Destinationen arbejder derudover med samspillet mellem turister og borgere og har opfordret til god opførsel i naturen og andre bæredygtige råd til turister. Nu er der yderligere tiltag på vej, hvor også de mange traditionelle tryksager er i fokus.

Hos Destination Vadehavskysten arbejder vi på at skabe en mere grøn profil for området. Det gør vi bl.a. ved at lave færre tryksager og finde nye metoder til at oplyse vores turister. Vi har bl.a. lavet nogle digitale løsninger på et populært byvandringskort i Ribe, som er blevet taget rigtigt godt imod af vores gæster. I stedet for en folder, kan de nu scanne en QR-kode og gå direkte til et digitalt kort på mobilen, og på trods af at vi stadig har haft trykte foldere liggende, scanner flere og flere turister nu QR-koderne i stedet.

Også den traditionelle ferieguide fra området er i spil.

Vi arbejder på at samle vores ferieguide og bykort i nye lokale by- og oplevelseskort, der fortæller om henholdsvis Ribe, Esbjerg, Fanø og Mandø, men samtidig henviser til områdets digitale univers, hvor man kan læse mere. Vi vil på by- og oplevelseskortene opfordre til genbrug ved at markere ”Pas på mig, jeg kan genbruges” og opfordre til at levere kortet tilbage efter brug.

Flere af destinationens overnatningssteder ønsker ikke længere at udlevere store tryksager, da de også arbejder på deres egen bæredygtige profil og har gæster som fravælger steder, der ikke arbejder med bæredygtighed.

Vi forsøger at gøre det let for gæsten at tage et bæredygtigt valg på deres ferie. Vores Vadehav er på UNESCO’s verdensarvsliste, vi har velbevaret kultur i Ribe og på Fanø og vi er førende indenfor vind-energi i Esbjerg.