Vadehavskysten

Vægterrundgang i Ribe

Ribes vægtere formår at skabe en helt særlig stemning, når de synger deres vægtervers og fortæller om Ribes dramatiske historie.

Vægteren i Ribe går i sommerhalvåret sin traditionelle vandring gennem de gamle gader. Turen begynder på Torvet ved Restaurant Weis Stue, varer ca. 45 minutter, og det er gratis at gå med.

I gamle dage var det vægterens opgave at holde ro og orden i byens gader om natten. I Ribe skulle han tillige advare mod truende stormfloder. Det moderne politi tog efterhånden over, og de sidste rigtige vægtere i Ribe ophørte deres gerning i 1902.

I 1932 blev det besluttet at lade vægtertraditionen genopstå som led i turistarbejdet.

Vægterturene foregår på dansk og engelsk.

CORONA-RESTRIKTIONER - max. 74 deltagere. Der udleveres deltagermærke til 74 personer før rundgangens start. Det er ikke muligt at reservere deltagelse. Der skal holdes 2 meters afstand til vægteren.

Vægteren går hver dag
1/5-31/5 kl. 20.00
1/6-31/8 kl. 20.00 og 22.00
1/9-23/10 kl. 20.00