©  Foto:

Ribe Kunstmuseum

Ribe Kunstmuseum blev etableret i 1891 og danner ramme om en enestående samling af dansk kunst fra 1750-1940 med værker af internationalt anerkendte kunstnere så som C.W. Eckersberg, Christen Købke, Vilhelm Hammershøi, P.S. Krøy­er, L.A. Ring og Michael og Anna Ancher. Udover samlingen viser Ribe Kunstmuseum skiftende særudstillinger med dansk kunst.

Museet har til huse i en historisk pragtvilla, der i sig selv er et besøg værd med sine Versailles-parketgulve og rigt udsmykkede stuklofter. Den hyggelige museumshave ligger ned til Ribe Å og kan besøges gratis fra kl. 9 til solnedgang. Den rummer skulpturer af bl.a. Per Kirkeby og Astrid Noack, et lille lysthus samt en smuk udsigt til Ribe Domkirke. Museets cafe serverer kaffe og kage, øl, vin og vand, og i sommersæsonen også frokost. I museumsbutikken er der et stort udvalg af smukke plakater, postkort og kunstbøger, såvel som unikt design og lokalt kunsthåndværk.