Gå til indhold
Sejlskib på Fanø | Vadehavskysten

Sejlskibstiden på Fanø

Foto: @Flying October

Den lille sandede ø ved det yderste hav var engang en “stormagt” inden for skibsfart. Også selvom indbyggertallet dengang ikke var større end det er idag.

Der har altid været sømænd på Fanø. I 1500-tallet lå der et lille fiskeleje ved Odden, det nuværen-de Nordby. Senere begyndte mændene at tage hyre på større fiskefartøjer og handelsskibe. De drog på sejlads fra fremmede havne og opnåede derved en erfaring og ekspertise i sejlads på de store have.

I 1760’erne startede bygningen af skibe på Fanø. Det var en omstændelig affære. På Fanø var der ingen skov, så alt tømmeret skulle importeres udefra. Skibsbyggepladserne - i både Nordby og Sønderho - lå ud til det store og flade strandareal tæt på det dybe vand. Det er ikke svært at forestille sig det liv og den aktivitet der var.

Sejlskib i Nordby Havn på Fanø | Vadehavskysten

Foto:@Flying October

Højdepunktet for skibsbyggeri på Fanø var omkring 1850’erne. Der var på det tidspunkt ni skibsbygmestre på øen. Tilsammen havde de omkring 100 mand ansat. Plus alle underle-verandører. I årene 1768 til 1896 blev der i alt bygget ca. 1100 skibe på Fanø. I starten mange småskibe - bl.a. everter, der er bygget specielt til sejlads i Vadehavet - men efterhånden blev skibene større og større. Fra midt i 1860’erne voksede flåden så voldsomt, at øens egne skibs-byggere ikke længere kunne følge med. Allerede på det tidspunkt begyndte der at være problemer med tilsanding i Sønderho havn.

I 1880’erne gik Fanø-rederierne over til at benytte jern- og stålskibe og skibsbyggeriet på Fanø fik en ende. I 1896 blev det sidste skib søsat på Fanø. Ganske langsomt gik rederivirksomhederne også mod sin ende. Det sidste Fanøskib blev solgt i 1919. Sejladsen på de store have bragte velstand til øen. Det minder de mange smukke kaptajnsvillaer om.

Fajancehunde på Nordby Havn på Fanø | Vadehavskysten

Foto:Vadehavskysten

Fajancehundene på Fanø
I mange, mange vinduer her på Fanø kan vi se de to fajancehunde med deres sorte snuder og lidt triste udtryk. I perioden 1860-1900 var hundene dén souvenir, som alle danske søfolk forventedes at tage med hjem til koner eller kærester fra engelsk havn.

De to hunde - der altid er i par - sidder på deres bagdele, vendt mod hinanden og symboliserer efter traditionen troskab og tryghed. Når de to hunde kikker ud ad vinduet, så er manden på havet. Og når de kikker ind mod stuen er han hjemme. På havnen i Nordby står en skulptur med hundene - fremstillet af Poul Isbak.

Follow us: