Frank Jensen og Marlis Fanø Kommune

Evelyn Fiesel

Foto: Fanø Kommune

Evelyn Fiesel fylder 90 år søndag d. 22. maj, og hvor bedre at fejre det, end på sin foretrukne ferieø gennem 60 år.

Familien Fiesel er kommet på Fanø siden 1961. Her startede faren, Rolf, med at campere i telt med en kollega i Rindby. I 1965 tog Rolf sin kone, Evelyn, og deres to børn med til Vadehavsøen – herefter tilbragte de hvert år 6 ugers sommerferie på Fanø, også da tredje barn meldte sin ankomst.

I starten deltes familien om en helårsplads hos Rindby Camping med farens kollega. ”Vi havde ikke mange penge, så det var en god og økonomisk måde at holde en lang sommerferie på”, fortæller datter til fødselaren, Marlis Goering.

I dag er teltet skiftet ud med en campingvogn, som familien Fiesel deles om i ferierne. Marlis er selv kommet med sin familie, ligesom hendes brødre, Jürgen og Jens, også besøger Fanø med deres familier i ferierne.

Da Marlis bliver spurgt til hvad det er, som de så godt kan lide ved Fanø, svarer hun med et langt suk: ”… Alles!”. Særligt stranden nyder de at bruge, men de tager ofte på udflugter, bl.a. til Pælebjerg, og kan gode lide aktiviteter såsom Geocaching.

”Alt vejr, er godt vejr”, tilføjer Marlis, som fortæller, at de tilpasser aktiviteterne efter vejret. Når solen er fremme nyder de den udenfor, og når det regner, er det dejligt med hyggelige aktiviteter indendørs. De skræmmes ikke af skyer og blæsevejr, ”Man tilpasser sig”, forklarer hun.

Marlis fortæller grinende videre om flere af familiens traditioner – f.eks. skal de altid have spareribs hos Slagter Christiansen, som er en livret når de er på Fanø. De har også en tradition, som de altid skal huske, når de kommer til Fanø. Når de sidder i bilen på vej til Rindby og kører over diget ved Lystbådehavnen, hopper hele familien i sæderne for at fejre, at nu er de kommet til Fanø!

Marlis beskriver følelsen af at komme til Esbjerg efter en lang køretur fra Hamborg, at se havet og mærke vinden for første gang, som ”der Beginn von Freiheit.” – altså en total frihedsfølelse.

Da Marlis fredag formiddag kom forbi turistkontoret på Skolevej for at fortælle om sin snart 90årige mor og familiens kærlighedsforhold til Fanø, rygtes det hurtigt på kommunen, hvorefter Borgmester Frank Jensen dukkede op med en gave og en særlig hilsen til denne trofaste feriegæst og fødselar.

Datteren Marlis glæder sig til at overrække gaven og hilsenen til sin mor, når de skal fejre hendes runde dag på søndag.