Vadehavskysten

Særudstilling på Ribe Kunstmuseum

Særudstillingen på Ribe Kunstmuseum omhandler guldaldermaleren Wilhelm Marstrand (1810-1873) og hans mangeartede virke.

Wilhelm Marstrand havde C.W. Eckersberg som lærer på kunstakademiet i København, hvor han selv senere blev både professor og direktør. I sin samtid var den berejste Marstrands billeder meget eftertragtede og populære, og han blev set som et af sin tids helt store kunstneriske talenter. Siden har hans status svinget op og ned, og i perioder har opfattelsen været, at især folkelivsskildringerne var alt for farvestrålende og glansbilledagtige. I eftertiden har Marstrand således ikke rangeret lige så højt som f.eks. kollegerne Johan Thomas Lundbye og Christen Købke, og en af grundene kunne være, at han interesserede sig for det anekdotiske, for satire, karikatur og humor.

Særudstillingen løber fra den 26. juni til den 5. september 2021.

I nyere dansk kunsthistorie står guldalderen og dens kunstnere igen centralt, og i dette projekt er det Marstrands tur til at blive underkastet ny viden og metoder. Gennem værker og arkivalier er forskerne dykket ned under overfladen af kunstnerens tilsyneladende muntre billedstrøm for at se nærmere på bl.a. hans blik på sociale forhold, nationalromantiske strømninger og billedkunstneriske hierarkier samt hans omfattende rejseaktivitet og eksperimenter i det maleriske senværk.